Generation Z søger formålsdrevne virksomheder at arbejde for

College students

Dette indlæg forsøger at stille skarpt på den kommende generations (Generation Z) behov for at arbejde for virksomheder, som arbejder med en vision, der er større end dem selv. For denne generation er størrelsen på den månedlige lønudbetaling ikke det eneste vigtige – lige så centralt er at arbejde for en sag som i deres omverdens betragtning gør nytte og er til gavn for en bedre verden.

I år havde jeg lejlighed til at tage en længere rejse med familien over nytåret, og her var ferien en kærkommen lejlighed til at læse en bog af iværksætteren Bruce Poon Tip – stifteren af G Adventures (www.gadventures.com), som jeg modtog for længe siden under en konference i USA. Det er sjældent, at jeg har været så tryllebundet som under Bruce´s foredrag, der var om hans egne oplevelser som iværksætter. Det samme gjaldt hans bog. Hans fokus er på at kombinere det at skabe forretning inden for turisme samtidig med at understøtte lokale kulturer; et arbejde som senere har tjent ham et hav af internationale anerkendelser. En central del af Bruce´s erhvervsfilosofi og medarbejderengagement ligger i det at kunne arbejde for et højere formål end ”blot” det at tjene penge for den virksomhed, man arbejder for. For ham og G Adventures er det en central del af virksomhedskulturen, at der arbejdes med et formål om at understøtte lokale kulturer i bl.a. Sydamerika og Asien. Kernen i G Adventures forretningsmodel er, at turismen ”bruges” til at understøtte aktiviteter, der sikrer, at kulturer og traditioner ikke forsvinder. Ofte prøver man at lade kunderne (turisterne) være medskabere af netop den forskel, man gerne vil gøre i 3. verdenslande. Jeg kommer tilbage til Bruce senere.

Den anden tankemæssige gnist til dette indlæg blev slået under en paneldebat, jeg deltog i Bulgarien i det sene efterår 2017. Debatten handlede blandt andet om, hvordan etablerede virksomheder kunne gøre sig attraktive i forhold til Millennials eller måske endnu mere i Generation Z. Et af de områder, som repræsentanterne fra de etablerede virksomheder nævnte udfordrede dem, var det at kunne motivere deres nye unge medarbejdere. Økonomiske incitamenter, virksomhedens lækre fysiske rammer, god frokost etc. gør det ikke længere alene. Nu vil de unge også have, at deres arbejde skal give tydelig mening både samfundsmæssigt og socialt.

Sammenfaldende for både oplægget fra Bruce og diskussionen i Bulgarien handler det om, at virksomhederne skal have en højere mening end den økonomiske bundlinje, hvis de skal gøre sig attraktive overfor unge talenter. Generation Z kaldes også “the purpose-driven generation” eller en generation, hvor arbejdslivet skal give højere mening end lønnen i sig selv. I en artikel fra Huffington Post ”Think Millennials Are Purpose-Driven? Meet Generation Z” fra november 2017 beskrives de unge som stadigt mere drevne af meningsskabelse og medarbejderskab. Dette handler blandt andet om, at unge gerne vil føle en stolthed i deres arbejde, og at dette også gerne skal kunne anerkendes af andre.

Men and woman looking at blue prints

I Fonden for Entreprenørskab udkom vi selv i 2017 (LINK) med en analyse af, hvad der driver studerende til at tage job i en start-up. Resultaterne viste, at det primært handlede om at kunne være med til at forme den organisation, man er en del af, og at være med til bidrage til den udvikling som den aktuelle start-up gennemgår. Uden endnu at kunne bevise det i konkrete data, så er sandsynligheden overvejende stor for, at de unge vil vælge vejen som selvstændig, hvis ikke disse værdier kan findes på det eksisterende jobmarked.

Det store udestående er naturligvis, hvad man som virksomhed skal gøre ved dette? Dette spørgsmål læner sig lidt op af et af mine tidligere blogindlæg omkring Impact Investments (LINK), men rummer mere perspektiverne for en etableret virksomhed og det den arbejder for. Altså hvordan kan man sikre, at man bliver purpose-driven, og at dette ikke blot bliver lidt akavet og påklistret? Hvordan bliver det en del af kerneforretningen af have et højere formål? Hvordan går man fra: ”Da vores virksomhedsværdi nu er steget, så kan vi støtte et højere positivt formål” til ”Vores virksomhedsværdi stiger, fordi vi har et højere formål”?

Her er et par bud på, hvad der som minimum skal til:

  • Virksomheden skal som minimum have en vision og mission, som er tydelig formålsdrevet. Og det skal gerne være socialt, humant, miljøorienteret eller på anden måde noget, som er godtgørende, eller som på anden vis gør verden til et bedre sted at være
  • Virksomhedens indtægtsgrundlag skal tydeligt hænge sammen med det overordnede formål
  • Generation Z gennemskuer hurtigt, hvis man fx tjener sine penge på uetisk vis, men så køber sig ”aflad” hos NGO’er eller andet. Således fortæller Bruce blandt andet også i sin bog, hvordan han i høj grad måtte frasige sig samarbejder med NGO’er, fordi både kunderne og medarbejdere skulle opleve en tydelig sammenhæng mellem deres turismeprodukter og deres formål
  • Man skal som medarbejder kunne drage tydelige linjer fra ens daglige arbejde til det overordnede mål. Således bør man som ledelse tilse, at en så stor del af medarbejderne som muligt får reel oplevelse af den forskel, som organisationen bidrager med. Udfordringen ligger i at øge gruppen af medarbejdere, som har denne følelse

Et stigende antal unge bygger i dag start-ups med en social dimension. Således har vi fx i Fonden været involveret i blandt andet virksomheder, som forsøger at stoppe madspil (Too Good To Go), teknologier til at hjælpe ordblinde (Subreader) og lindring af udviklingen af demens (Demenish). Således kan man som etableret virksomhed også lade sig inspirere af disse tendenser ved at involvere sig i en start-up verden. Se eksempler på dette i et blogindlæg jeg skrev med Kent Damsgaard fra Dansk Industri (LINK).

Når man læser blogindlæg som dette omkring de unges ønsker til deres fremtidige arbejdspladser, så kan man måske godt tænke lidt for sig selv, at de unge ikke bør stille så mange krav, og at de ikke kan forvente at ændre den arbejdsplads, de ankommer til. Men sagen er blot, at de unge både udgør efterspørgslen for virksomheder og organisationers produkter og services, men også talentet.

Derfor er det efter min overbevisning afgørende for at kunne tiltrække og fastholde kvalificerede og dedikerede medarbejdere i fremtiden, at virksomheder og organisationer sætter sig ind i de unges syn på, hvad en attraktiv arbejdsplads er – også i regi af det at være purpose-driven.

Af Christian Vintergaard, CEO, Fonden for Entreprenørskab


Kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s